Greta Thunberg citater

Jeg ser verden i sort og hvid, og jeg bryder mig ikke om at gå på kompromis.

Det er vores fremtid, der står på spil, og vi skal i det mindste have noget at skulle have sagt.

Jeg er ligeglad med alder. Og jeg er også ligeglad med dem, der ikke accepterer videnskaben. Jeg har ikke så meget erfaring, og derfor lytter jeg mere. Men jeg har også ret til at udtrykke min mening, uanset min alder.

Man kan gøre oprør på forskellige måder. Civil ulydighed er oprør. Så længe det er fredeligt, selvfølgelig.

Vi bør ikke længere måle vores velstand og succes i den graf, der viser økonomisk vækst, men i den kurve, der viser udledningen af drivhusgasser.

Jeg har Aspergers, jeg er på autismespektret, så jeg er egentlig ligeglad med sociale koder. Det får dig til at tænke anderledes.

Selv om den nødvendige politik ikke findes i dag, er vi stadig nødt til at bruge vores stemmer til at sikre, at magthaverne fokuserer på de rigtige ting. For dette er et demokrati, og i et demokrati er det folk, der styrer landet.

I 25 år er utallige mennesker kommet til FN's klimakonferencer og har tigget verdens ledere om at stoppe udledningerne, og det har tydeligvis ikke virket, for udledningerne fortsætter med at stige. Så jeg vil ikke tigge verdens ledere om at tage sig af vores fremtid. Jeg vil i stedet lade dem vide, at forandringerne er på vej, uanset om de kan lide det eller ej.

Jeg kender så mange mennesker, som føler sig håbløse, og de spørger mig: »Hvad skal jeg gøre? Og jeg siger: »Handle. Gør noget. For det er den bedste medicin mod tristhed og depression.

Jeg er introvert; privat er jeg meget genert, og jeg taler ikke, medmindre jeg er nødt til det.

Jeg skriver alle mine egne taler.

Der er tusindvis af måder at handle på. Plant f.eks. træer, saml affald op, meld dig ind i en organisation eller bevægelse, der gør en forskel, og prøv især at påvirke voksne og lægge pres på folk med magt.

Jeg har været på farten og besøgt mange steder og mødt mennesker fra hele verden. Jeg kan sige, at det ser næsten ens ud overalt, hvor jeg har været: Klimakrisen ignoreres af de ansvarlige, på trods af at videnskaben er krystalklar.

Det er en stor fordel at være ung, da vi ser verden fra et nyt perspektiv og ikke er bange for at foretage radikale ændringer.

Personligt er jeg holdt op med at flyve. Jeg er holdt op med at spise kød og mælkeprodukter.

Vi lever i begyndelsen af en masseudryddelse, og vores klima er ved at bryde sammen.

At lære om klimaforandringer udløste i første omgang min depression. Men det var også det, der fik mig ud af min depression, fordi der var ting, jeg kunne gøre for at forbedre situationen. Jeg har ikke tid til at være deprimeret længere.

Sociale medier kan være meget effektive til at skabe bevægelser. I begyndelsen var det sådan, jeg fik opmærksomhed.

Jeg vil bare gerne være som alle andre. Jeg vil gerne uddanne mig og være som en normal teenager.

Hvis der virkelig var en krise, og hvis denne krise var forårsaget af vores udledninger, ville man i det mindste se nogle tegn. Ikke bare oversvømmede byer, titusindvis af døde mennesker og hele nationer, der er jævnet med jorden til bunker af ødelagte bygninger. Man ville se nogle restriktioner. Men sådan er det ikke. Og ingen taler om det.

Når jeg virkelig er interesseret i noget, bliver jeg superfokuseret på det. Og jeg kan bruge timevis på ikke at blive træt af at læse om det og stadig være interesseret i at lære mere om det.

Folk er ikke klar over, hvad der foregår. Når jeg taler med folk, kender de det grundlæggende, de ved, at planeten opvarmes på grund af drivhusgasser ... men de kender ikke den faktiske konsekvens af det.

At undgå klimasammenbrud vil kræve katedraltænkning. Vi skal lægge fundamentet, mens vi måske ikke ved præcis, hvordan vi skal bygge loftet.

Ved at holde op med at flyve reducerer du ikke kun dit eget CO2-fodaftryk, men du sender også et signal til andre mennesker omkring dig om, at klimakrisen er en reel ting, og det er med til at skubbe til en politisk bevægelse.

Mange mennesker, især i USA, ser lande som Sverige, Norge og Finland som forbilleder - vi har en ren energisektor og så videre. Det er måske sandt, men vi er ikke rollemodeller.

Hvis afbrænding af fossile brændstoffer var så slemt, at det truede vores eksistens, hvordan kunne vi så bare fortsætte som før? Hvorfor var der ingen restriktioner? Hvorfor blev det ikke gjort ulovligt? For mig hang det ikke sammen.

Da jeg var otte eller ni år gammel, hørte jeg første gang om klimakrisen i skolen. Mine lærere underviste mig i det, og vi så film og billeder af plastik i havet og ekstreme vejrbegivenheder. De billeder sad bare fast i mit hoved; jeg tænkte, at der ikke er nogen mening med noget som helst.

På steder som Davos kan folk godt lide at fortælle succeshistorier. Men deres økonomiske succes er kommet med et utænkeligt prisskilt. Og når det gælder klimaforandringer, er vi nødt til at erkende, at vi har fejlet.

Jeg kan huske, da jeg var yngre, og vores lærere i skolen viste os film om plastik i havet, sultende isbjørne og så videre. Jeg græd under alle filmene. Mine klassekammerater var bekymrede, når de så filmen, men da den stoppede, begyndte de at tænke på andre ting. Det kunne jeg ikke. De billeder sad fast i mit hoved.

Jeg tror på mange måder, at vi autister er de normale, og at resten af befolkningen er ret mærkelige. De bliver ved med at sige, at klimaforandringer er en eksistentiel trussel og det vigtigste spørgsmål af alle. Og alligevel fortsætter de bare som før.

Jeg falder ikke så let for løgne, jeg kan gennemskue ting.

Det, der fik mig til at åbne øjnene for, hvad der skete med miljøet og klimaet, var film og dokumentarfilm.

Jeg vil have dig til at gå i panik. Jeg vil have dig til at føle den frygt, jeg føler hver dag. Og så vil jeg have dig til at handle.

Da jeg først hørte om klimaforandringer, var jeg en klimafornægter. Jeg troede ikke, at det skete. For hvis der virkelig var en eksistentiel krise som den, der ville true vores civilisation, ville vi ikke fokusere på noget andet. Det ville være vores førsteprioritet. Så jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

Selvfølgelig gør individuelle ændringer ikke den store forskel i et helhedsbillede ... men vi har brug for både systemiske ændringer og individuelle ændringer.

Mit budskab er, at hvis vi ikke bekymrer os om klimakrisen, og hvis vi ikke handler nu, så er der næsten ingen andre spørgsmål, der vil betyde noget i fremtiden.

Jeg bryder mig ikke om at være i centrum for opmærksomheden.

Vi befinder os på et tidspunkt i historien, hvor alle med indsigt i den klimakrise, der truer vores civilisation - og hele biosfæren - er nødt til at sige fra i et klart sprog, uanset hvor ubehageligt og urentabelt det måtte være.

Mit budskab til alle aktivister er, at de bare skal blive ved, og jeg ved godt, at det nogle gange kan virke umuligt og håbløst - det gør det altid - så I skal bare blive ved, for hvis I prøver hårdt nok og længe nok, vil I gøre en forskel.

I alt for lang tid er politikerne og magthaverne sluppet af sted med ikke at gøre noget som helst for at bekæmpe klimakrisen og den økologiske krise.

Jeg er på en måde meget svag. Jeg er meget lille, og jeg er meget følelsesladet, og det er ikke noget, folk normalt forbinder med styrke.

Jeg troede ikke, jeg kunne gøre en forskel, fordi jeg var for lille.

Jeg har lovet mig selv, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, så længe jeg kan.

Mange mennesker lytter til, hvad jeg har at sige, og jeg optræder meget i medierne, så derfor påvirker jeg mange mennesker, og derfor har jeg et større ansvar, fordi jeg har en større platform.

Nogle mennesker siger, at klimakrisen er noget, vi selv har skabt, men det er ikke sandt, for hvis alle er skyldige, er der ingen, der har skylden. Og nogen har skylden.

Det føltes, som om jeg var den eneste, der bekymrede sig om klimaet og den økologiske krise. Mine forældre var ligeglade med det, mine klassekammerater var ligeglade med det, mine slægtninge var ligeglade med det. Jeg mener, ingen, jeg kendte, interesserede sig for det, og jeg følte, at jeg var den eneste.

Jeg er ligeglad med had og trusler fra klimakrisefornægtere. Jeg ignorerer dem bare.

Den virkelige fare er ikke passivitet. Den virkelige fare er, når politikere og CEO'er får det til at se ud, som om der sker noget, når der i virkeligheden ikke sker noget.

Jeg savner virkelig at have en rutine, for nu har jeg været på farten konstant i flere måneder. Jeg kan godt lide rutiner, så det ville være rart at få dem tilbage.

Jeg vil have politikerne til at prioritere klimaspørgsmålet, fokusere på klimaet og behandle det som en krise.

Jeg flyver ikke på grund af flyvningens enorme klimapåvirkning pr. person.

Jeg mener, folk fortsætter ikke på denne måde uden at gøre noget, fordi de er onde, eller fordi de ikke vil. Vi ødelægger ikke biosfæren, fordi vi er egoistiske. Vi gør det simpelthen, fordi vi er uvidende.

Nogle siger, at vi ikke skal engagere os i aktivisme. I stedet skal vi overlade alt til vores politikere og bare stemme for en forandring i stedet. Men hvad gør vi, når der ikke er nogen politisk vilje? Hvad gør vi, når den nødvendige politik ikke er i sigte?

Nogle mennesker siger, at jeg skal læse til klimaforsker, så jeg kan 'løse klimakrisen'. Men klimakrisen er allerede løst. Vi har allerede alle fakta og løsninger. Det eneste, vi skal gøre, er at vågne op og forandre os.

Jeg ved bare, hvad der er rigtigt, og jeg ønsker at gøre det rigtige.

Vi har alle et valg. Vi kan skabe en forandring, der vil sikre levevilkårene for fremtidige generationer. Eller vi kan fortsætte med at gøre, som vi plejer, og fejle.

Jeg tror, at når man først har forstået klimaet og de økologiske nødsituationer, så ved man også, hvad man kan gøre. Og der er selvfølgelig en masse ting, man kan gøre i hverdagen, men vi kan ikke fokusere på de enkelte ting, man kan gøre. Vi er nødt til at se det fulde billede.

Før jeg begyndte at strejke i skolen, havde jeg ingen energi, ingen venner, og jeg talte ikke med nogen. Jeg sad bare alene derhjemme med en spiseforstyrrelse. Alt det er væk nu, hvor jeg har fundet en mening i en verden, der nogle gange virker overfladisk og meningsløs for så mange mennesker.

Den mest almindelige kritik, jeg får, er, at jeg bliver manipuleret, og at man ikke bør bruge børn i politiske sammenhænge, fordi det er misbrug, og at jeg ikke kan tænke selv og så videre. Og det synes jeg er så irriterende! Jeg har også lov til at have noget at skulle have sagt - hvorfor skulle jeg ikke kunne danne min egen mening og forsøge at få folk til at ændre mening?

At løse klimakrisen er den største og mest komplekse udfordring, som homo sapiens nogensinde har stået over for. Den vigtigste løsning er dog så enkel, at selv et lille barn kan forstå den. Vi er nødt til at stoppe vores udledning af drivhusgasser.

Hvorfor skal jeg studere til en fremtid, der måske snart ikke eksisterer?

Vi er nødt til at forstå, hvad den ældre generation har givet os, hvilket rod de har skabt, som vi skal rydde op i og leve med.

Det kan være svært altid at være i centrum, men når man taler om mig, er man også nødt til at tale om klimaet.

Jeg bruger ingen animalske produkter, både af etiske og miljø- og klimamæssige årsager.

Vi kan ikke bare vælge at fortælle nogle fakta og ikke andre, fordi vi ikke vil gøre folk kede af det. Vi er nødt til at sige det, som det er.

Folk undervurderer kraften i vrede børn.

Sverige er ikke et grønt paradis, men har et af de største CO2-fodaftryk.

Vi kan ikke længere redde verden ved at spille efter reglerne.

Ikke at have håb er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget.

Der bliver ikke gjort noget for at forhindre den klimatiske og økologiske nødsituation i at opstå og for at sikre fremtidige generationers velfærd.

Vi vil ikke være tilfredse med, at politikerne siger »vi støtter jer« og så går deres vej. Vi vil ikke være tilfredse, før de opfylder vores krav og handler. Derfor er det ikke nok bare at tage en selfie eller skrive støtte på Twitter. Det er derfor, vi skal blive ved med at strejke.

Nogle gange er det Tune-berg, andre gange Thunn-berg. Jeg mener, jeg synes, det er sjovt, at alle udtaler det forskelligt. Så det er bare - jeg har ikke noget imod, at nogen udtaler det forkert. Der er ingen forkert måde at udtale det på. Alle udtaler det på deres egen måde.

Symbolikken i klimastrejken er, at hvis I voksne er ligeglade med min fremtid, så er jeg også ligeglad.

Jeg tror slet ikke, at jeg ville være interesseret i klimaet, hvis jeg havde været som alle andre.

Da jeg var 11 år, blev jeg meget deprimeret. Det havde meget at gøre med klimaet og den økologiske krise. Jeg syntes, at alt var så forkert, og at der ikke skete noget, og at der ikke var nogen mening med noget som helst.

Mange mennesker synes at have denne dobbeltmoral. De siger én ting og gør så noget andet. De siger, at klimakrisen er meget vigtig, og alligevel gør de ikke noget ved den.

Så når jeg taler foran tusinder, titusinder af mennesker, bliver jeg ikke nervøs, for jeg ved, hvad jeg vil sige, og jeg ved, hvilket budskab jeg vil give.

Det bedste ved min protest har været at se, hvordan flere og flere mennesker er kommet og har engageret sig.

Klimakrisen er både det nemmeste og det sværeste problem, vi nogensinde har stået over for. Den nemmeste, fordi vi ved, hvad vi skal gøre. Vi skal stoppe udledningen af drivhusgasser. Den sværeste, fordi vores nuværende økonomi stadig er helt afhængig af afbrænding af fossile brændstoffer og dermed ødelæggelse af økosystemer for at skabe evig økonomisk vækst.

Mange siger, at det ikke er et nemt spørgsmål, vi kan ikke bare sige, at det er sådan, det er, det er ikke sort og hvidt. Men jeg siger, at det er sort og hvidt. Enten stopper vi udledningen, eller også gør vi det ikke. Der er ingen gråzoner, når det drejer sig om overlevelse.

Jeg fortæller dig, at der er håb. Jeg har set det, men det kommer ikke fra regeringer eller virksomheder. Det kommer fra folket.

Jeg tror på, at én person kan gøre en forskel.

Jeg er på autismespektret. Jeg følger normalt ikke sociale koder, og derfor går jeg mine egne veje.

At gøre sit bedste er ikke længere godt nok. Vi er nu nødt til at gøre det tilsyneladende umulige.

Jeg ser ikke mig selv som en berømthed eller et ikon eller sådan noget... Jeg har ikke rigtig gjort noget.

Vi kan ikke bare fortsætte med at leve, som om der ikke var nogen morgendag, for der er en morgendag.

Nogle mennesker kan bare give slip på tingene, men det kan jeg ikke, især ikke hvis der er noget, der bekymrer mig eller gør mig ked af det.

At give op må ikke være en mulighed.

Jeg har det mærkeligt, når jeg bliver klappet af folk med magt ... fordi det er tydeligt, at det er dem, jeg kritiserer, men det kan de ikke vise foran kameraerne. Det er ret sjovt nogle gange.

Jeg har altid været pigen bagved, der ikke siger noget.

Vi skal ikke undervurdere os selv, for hvis mange går sammen, kan vi udrette næsten hvad som helst.

Når jeg har rejst rundt for at tale i forskellige lande, bliver jeg altid tilbudt hjælp til at skrive om de specifikke klimapolitikker i specifikke lande. Men det er egentlig ikke nødvendigt. For det grundlæggende problem er det samme overalt.

Jeg kan godt lide at gå i skole og at lære.

Når vi begynder at handle, er der håb overalt. Så i stedet for at lede efter håb, skal du lede efter handling. Så, og kun så, vil håbet komme.

Der vil altid være folk, der ikke forstår eller accepterer den forenede videnskab, og jeg vil bare ignorere dem, da jeg kun handler og kommunikerer på baggrund af videnskaben.

Folk fortæller mig, at de er så håbefulde, når de ser mig og andre børn »skolestrejke«, og de siger: »Åh, børnene kommer til at redde os«. Men nej, det gør vi ikke. Vi er for unge til at kunne gøre det. Vi har ikke tid til at vente på, at vi vokser op og ordner det i fremtiden.

Det giver mig styrke at vide, at jeg gør noget, at jeg tager stilling, at jeg forstyrrer.

Jeg siger ikke, at folk skal holde op med at flyve. Jeg siger bare, at det skal være nemmere at være klimaneutral.

De fleste udledninger er ikke forårsaget af enkeltpersoner, men af virksomheder og stater.

Mit budskab til amerikanerne er det samme som til alle andre - nemlig at stå sammen om videnskaben og handle på baggrund af den.