Dronning Margrethe citater

Det spændende ved tro og teologi er, at det appellerer til hjertet, men det appellerer sandelig også til intellektet, hvis man vil.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, han ikke var behagelig. Jeg har aldrig set så kolde øjne i mit liv.

Fordi kirke og stat hænger sammen, bliver kirken ikke til noget exceptionelt, men noget, vi bare altid kan gå til. Det, tror jeg, er meget vigtigt. Det er vigtigt, at man ved at tilhøre menigheden ikke skal vise noget særligt imponerende. Man skal ikke gå med et udråbstegn på ryggen, hver gang man er på vej til kirke.

Jeg ser ikke væk fra døden, jeg bøjer ikke udenom, men jeg tænker ikke meget på det. Og så er der jo det ved døden, at det under ingen omstændigheder er i ens egne hænder.

Alle ønsker sig vel indimellem at være en flue på væggen. Forudsat altså, at der ikke kommer nogen og basker til en.

Vi skal nok passe på, at vi ikke af misforstået beskedenhed kommer til at ligge under for den såkaldte Jantelov og dens 'du skal ikke tro, du er noget'. Vel er den meget dansk, men den er farlig, hvis den ender med at gå os i blodet.

I farens stund holder vi sammen, det ligger dybt i os mennesker, det falder os også naturligt her til lands. Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand.

Der tales meget om døden, men vores angst for døden er i hvert fald ikke mindre, end den har været i gamle dage.

Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kunne godt være, at mange mennesker skulle det en gang imellem!

Man får ro på sig selv, når man sidder med et sytøj eller har noget andet mellem hænderne; det gælder for alle aldersgrupper.

Somme tider tror jeg, at folk glemmer, at hvis man er blevet født, så skal man også dø. Sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved. Der er i dag næsten en fornærmethed over, at mennesker dør. Den går ikke. Sådan kan man ikke tage noget så fundamentalt og uundgåeligt.

Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation.

Hvis man skubber døden helt fra sig, så tror jeg, den falder én i ryggen som en angst, man ikke kan holde styr på.

Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde.

Det, som jeg blev så glad for, da jeg begyndte at interessere mig for kirkegang, kristendom, trosliv og teologi, var, at man godt kunne bruge sit intellekt.

Alle pletter hjemsøger mig. Det gør de stadigvæk, mens ikke én plet tør nærme sig Benedikte. Det gør de bare ikke, de holder sig væk.

Jamen, jeg vil da egentlig gerne huskes for, at hun gjorde sig umage, og at det battede!

Jeg er ekstremt bange for at blive tante-agtig. Jeg tror nok, at der bor egenskaber i mig, der kunne gøre, at jeg blev en kedelig gammel moster, hvis jeg ikke passer på.

Jeg bilder mig ind, at afstanden til folk trods alt ikke er så stor. Vi er så få danskere, og der er en vis nærhed mellem os alle, uanset hvem vi er.

Undskyld, men nu skal jeg ikke være meget sippet, men jeg tror ikke, at vi har gået i skole sammen, så jeg tror ikke, at vi er dus.

Der er ikke noget at være fortvivlet over, når et gammelt menneske får en smuk død.

Jeg kommer nok ikke i kirke fuldt så mange søndage, som jeg gjorde en overgang, men jeg prøver faktisk at komme mest muligt inden for en rimelighed. Fordi jeg gerne vil, og fordi jeg synes, at højtiderne, som er så dejlige, faktisk bliver større, når man også har taget de små søndage med.

Vi skal træde tættere på hinanden, ikke fjerne os fra hinanden. Vi skal huske, at vi alle er mennesker. Det gælder såvel jøder som palæstinensere.

Man vågner den 24. februar og får at vide, at russerne har angrebet Ukraine og vælter ind. Og de tror, de kan tage det hele, bare sådan. I første omgang tænkte man, at det bliver Ukraines endeligt, det kan de ikke holde til. Men det kunne de. Det gør stort indtryk på mig, at der er folk endnu i dag, som ikke vil lade sig tromle ned. Det minder om finnernes reaktion i Vinterkrigen. Et folk, der siger nej, selvom de synes underlegne,

For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med prins Henriks død og bisættelse.

Nej, jeg kan ikke gøre hvad som helst, men det kan ingen for den sags skyld. Jeg kan huske, som ganske ung, at det var en stor lettelse at vide, at der var en retning. Der var en forfærdelig masse ting, man ikke skulle kere sig om.

At jøderne i dag pludselig skal være uglesete, føle sig pressede og føle sig truet, er chokerende - for de er truet. De bærer det med stor værdighed, som de altid har gjort, men det er chokerende at være vidne til.

Man ville ikke dø af min mad, men jeg er ikke sikker på, at man ville overleve min kørsel.

Det, jeg mener, man finder i sin kristentro, er, at man er ikke alene i det. For at sige det direkte: Man skal ikke gå alene ind i døden, for Jesus har været der selv. Det, tror jeg, er det væsentlige.

Der er ingen, der ligefrem går rundt og holder døden i hånden. Jo, det kan være, at der er. Jeg har det ikke sådan. Det er noget, man dels skyder fra sig og er bevidst om.

Det evige liv er ikke noget, vi kan gøre os forestilling om. For mig betyder det, at på en eller anden måde – ud over døden – dér er Gud. Vi er ikke ladt i stikken.

Vi har ingen tradition for abdikation i Danmark. At være dronning, det er man for livet. Det er en livsopgave. Sådan har det været opfattet i alle de år, Danmark har været et kongerige. Og sådan mener jeg, det bør være.

Vi er nødt til at forholde os til klimaforandringerne. Konsekvenserne er ikke kun fremtid. De er her allerede, og de er voldsomme. Det er de fleste i Danmark fuldstændig klar over, selvom det har været vanskeligt for nogle af os helt at indse det. Nu må vi sammen finde håbet og viljen til at gøre noget.

Som ung røg jeg engelske Virginia-cigaretter, men i det forår, min far døde, gik det op for mig, at de dog var stærkere, end godt er.

I gamle dage var en begravelse altid noget, man samledes om, og ikke noget, man puttede under en tevarmer, om jeg så må sige.

Jeg har lagt mærke til, at mange igen har fundet en hobby eller et håndarbejde frem. Det begyndte nok under coronakrisen; men så kunne man ikke holde op igen – det gælder i hvert fald for mig.

Jeg er uforskammet stolt af mit eget afkom. Det er morsomt at se, at han har den der evne. Han er god til at tale med folk og gå ligefrem. Han kan noget.

Det største ansvar er medansvaret, det ansvar vi hver især har for hinandens frihed.

Et ægteskab er lidt af en urtepotte, som to planter skal bo i. Men man skal også passe den jord, de planter skal bo i.

Det er pudsigt, at man i et land som Sverige, hvor afstandene er store, skal skamme sig over, at man flyver. Men man kan jo ikke køre i trillebør fra Malmø til Haparanda, om jeg så må sige.

Ja, selvfølgelig kunne det være sjovt at besøge Christiania, men selvfølgelig kunne det være sjovest at besøge Christiania, hvis man ikke så ud, som jeg gør. Det svarer lidt til, at man gerne vil være navigatør eller pilot og opdagede, at man var farveblind, så man må opgive den mulighed.

Jeg tror ikke, man behøver at gå i detaljer. Jeg tror godt, at alle er klar over, hvad det er for handlinger, man må give køb på, når man kommer til et fremmed land.

For mig betyder det, at på en eller anden måde - ud over døden - dér er Gud. Vi er ikke ladt i stikken. Heller ikke der. Heller ikke selv om vi skulle tro, vi var det. Det er jeg faktisk meget forvisset om. Vi er aldrig ladt endeligt i stikken.

Jamen, jeg vil da egentlig gerne huskes for, at hun gjorde sig umage, og at det battede.

De skal ikke skifte religion eller spise noget andet. Det drejer sig ikke om frikadeller. Det drejer sig om at tilpasse sig det land, de er kommet til.

Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder.

Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning. Jeg overlader tronen til min søn kronprins Frederik.

Gud bevare Danmark - Gud bevare jer allesammen.

Jeg vil i aften komme med en utvetydig opfordring til, at vi alle i Danmark behandler hinanden med respekt.

Det er ikke så meget et spørgsmål om, om robotter kan samle ting op. Det er et spørgsmål om ikke at smide ting. Og det gælder os alle sammen, at vi ikke skal det. Som for eksempel skod og den slags. Nu hører jeg til dem, der ryger uden filter, så det forsvinder, næste gang det regner.

Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg må jo tænke, hvad jeg vil, som alle og enhver.

Jeg synes, det dejlige ved de her cigaretter er, at de får alle andre til at smage helt håbløst.